Cathrinelund får nye vinduer
De gamle vinuer i torpet har formodentlig siddet der siden huset blev bygget, og der er jo heldigvis sket et masse siden da, med henblik på isolering og udnyttelse af varme og energi. Efter at varmepumpen er kommet til, er der en væsentlig ændring i el-forbruget til opvarmning, og selvom vi sætter stor pris på de små fugle i haven, kan de selv holde varmen vinteren igennem.
Derfor har vi valgt at skifte alle vinduer og dører i huset ud med tre lags, lavenergi vinduer med en uv værdi på o,7. Det skulle gerne give et endnu mindre el-forbrug i vintermånederne, og forhåbentlig kan den skønne kakkelovn midt i stuen, klare jobbet selv i perioder nu.
Og når nu vinduer og dører alligevel er ude, så kan vi lave enkelte justeringer, som et større vindue på badeværelset, ændre retning på åbneretningen på en dør, samt udskifte to af de faste vinduer med et stor dobbelt glasdør i stuen, så den overdækkede terasse bliver integreret i stuen. Ønsket er i fremtiden at lave en udstue på noget af terrassen, og så er døren jo klar 🙂
Meget bevidst ændre vi ikke på udtrykket for huset ved de nye vinduer, vi har valgt at beholde bondehus-vinduer ud mod vejen, og store vinduer i stuen ud mod grunden, men dørene har fået større glasflade for at få mere lys ind.
Det er bare blevet så fint, så nu skal der laves karme og paneler så det får det rigtige udtryk indenfor. Og udvendigt vil jeg gerne med tiden have lavet snickarglädjer, som er en klassisk svensk tradition, som jeg tror vil klæde huset rigtig fint 🙂